Forårsrengøring i bogreolen, udfordring

Indeholder gaver og anmeldereksemplarer fra forlagene.

Min absolut favorit blandt booktuberne af Kayla fra Books and Lala. Hun uploade for nyligt en video kaldet ‘book unhaul challenge‘ som hun også har lavet før. Det er kort fortalt en udfordring, eller en tag, bestående af 10 kategorier hvor udfordringen er at gå af med én bog, eller flere, fra hver kategori. Da jeg stadig er igang med at rydde ud i reolen tænkte jeg at det var en oplagt mulighed for at finde bøger jeg ikke får læst eller genlæst uden at lave ‘Try a Chapter’-tagget. De 10 kategorier er;

 

  1. En bog du gav en lav rating
  2. En bog du har skiftet mening om
  3. En serie du ikke har tænkt dig at færdiglæse
  4. En bog du ikke færdiglæste / markerede som DNF (did not finish)
  5. En bog du har flere eksemplarer af
  6. En bog du nok ikke kommer til at læse alligevel
  7. En bog du købte på grund af hypen (omtalen)
  8. En bog du købte på grund af omslaget
  9. En bog du ikke ved noget om
  10. En bog du ikke købte

 

Jeg har også forsøgt ikke at snyde. Jeg har nemlig allerede en større bunke som er øremærket venner og familie eller donation til at stå, og flere af dem passer ind i kategorierne. Jeg har dog tænkt mig at nævne dem i de forskellige kategorier, men jeg har forsøgt at finde bøger jeg ikke allerede havde planer om at skille mig af med til hver af kategorierne.

 

En bog jeg gav lav rating: The Versions of Us af Laura Barnett

Det tog mig faktisk lang tid at finde en bog på reolen som jeg gav en lav rating, for jeg går hurtigt af med bøger jeg giver lave ratings og som ikke er klassikere eller bøger jeg ved jeg vil genlæse i fremtiden. The Versions of Us er også en bog jeg færdiglæste i denne måned og jeg har ikke været i tvivl om at den ikke får en plads på reolen – den lå dog i bunken med bøger læst i april, så jeg havde ikke overvejet den før senere. The Versions of Us var dog næsten umulig at komme igennem og blev kun færdiglæst fordi jeg have læst over halvdelen under TBR-Tackling i påskeferien. Opsætningen var interessant, men utroskab var så stor en del af historien at det var umuligt for mig at nyde den.

I stakken jeg allerede havde samlet findes dog også **Cinder og **Scarlet af Marissa Meyer som jeg modtog i anmeldelse til sin tid, jeg var dog ikke videre imponeret over dem og de går derfor videre til en som vil sætte pris på dem.

**anmeldereksemplarer fra forlaget 

 

En bog jeg har skiftet mening om: Love me do af Morten Sabroe

En bog jeg fik tilbage i januar da den var på tilbud og den lød interessant. Jeg ved dog at jeg nok ikke kommer til at læse den og jeg havde overvejet at smide den i donationsbunken i forvejen. Jeg tror ærlig talt ikke at Sabroe er noget for mig.

 

En serie jeg ikke har tænkt mig at færdiglæse: Bridget Jones eller Shopaholic

Jeg kan ikke helt bestemme mig mellem de to, og da det er flere bøger jeg går af med tænkte jeg at jeg ville lave et mini ‘Try a Chapter’-indslag hvor jeg læser lidt i hver af de første bøger for at se om der er nu er en af serierne som skal have en chance mere. Begge serier har dog været på reolen i en god rum tid, efterhånden et par år når det kommer til stykket, og jeg har endnu ikke åbnet dem.

Bridget Jones serien får et klart nej herfra. Jeg er ret vild med bøger om nytårsforsæt og dagbøger er altid en guilty pleasure for mig – specielt i sommertiden. Problemet er dog at første kapitel begynder med oversigt over vægt, kalorieindtag, madlog m.m. og det er på ingen måde noget jeg har lyst til at komme ind i igen. Så den serie er i hvert fald væk. Shopaholic serien kan jeg se mig selv læse, men jeg tror det bliver som lydbog. Det første stykke af bogen interesserer mig nemlig til en vis grad, men ikke nok til at de bliver på reolen. Så begge serier ryger.

 

En bog jeg ikke har færdiglæst / markeret som DNF: The Connell Guide to Jane Austen’s Pride and Prejudice af Janet Todd

Jeg har været igang med den en del gange men jeg tror simpelthen jeg må indse at det ikke bliver til noget.

 

En bog jeg har flere eksemplarer af

De eneste bøger jeg har flere eksemplarer af er de forskellige bøger i Harry Potter serien og dem har jeg altså ikke planer om at skille mig af med. Jeg havde dog i forvejen et ekstra eksemplar af ***Blændende højder (Tusinde etager, #2) af Katharine McGee i donationsbunken og den kan teknisk set tælle her.

***gave samt anmeldereksemplar fra forlaget

 

En bog jeg nok ikke kommer til alligevel: Perla af Carolina De Robertis

Jeg købte bogen for et par år siden og jeg har knap nok kigget på den siden, det burde vist være nok.

 

En bog jeg købte på grund af hypen samt En bog jeg købte på grund af omslaget

Jeg er meget bestemt når jeg køber bøger, og medmindre de er billige er jeg ofte god til at komme derfra uden fejlkøb. Jeg har derfor ikke bøger jeg har købt på grund af hypen eller omslaget som jeg ikke stadig har lyst til at læse – det er dog kun positivt at jeg har brugt en god rum tid på at lede efter en bog til hver af de to kategorier og simpelthen ikke været i stand til at finde nogen.

 

En bog jeg ikke ved noget om: Tusindfryd af Martha Christensen

Endnu en bog jeg har haft på reolen i en god sjat tid men ikke har fået læst. Jeg har overvejet det en del gange, men ældre dansk litteratur er ikke min kop te alligevel og jeg tror ikke det er en jeg kommer til når det kommer til stykket.

 

En bog du ikke købte: *Drengen i tårnet af Polly Ho-Yen

Jeg har forsøgt at læse *Drengen i tårnet et par gange, men jeg er aldrig rigtig kommet igang med den og jeg har ikke den største interesse i bogen.

*gave fra forlaget i forbindelse med Bogbloggertræf 2016

 

Det blev til i alt 15 bøger og sammen med de 10 der allerede lå til donation har jeg ryddet 25 bøger fra min reol. Det ser jeg som en succes!

Skriv et svar

CommentLuv badge