Fanny Fairychild og det magiske spejl + Fanny Fairychild og Odins øje af Lykke Lindbo

*anmeldereksemplarer fra forlag og forfatter.

Fanny Fairychild er en ny fantasytrilogi af Lykke Lindbo som har udgivet bøgerne på sit eget forlag, Forlaget Lindbo. Trilogien følger Fanny som er alfebarn af hjertet og skal redde verden fra Ragnarok. Nordisk mytologi har altså en meget stor rolle i serien, som titlen på efterfølgeren giver et tydeligt praj om. Jeg blev fanget af bøgerne under årets Fantasyfestival hvor Lykke havde egen stand komplet med Fannys mors kiste og Frejas spejl – begge ting, som er med i bogen. Jeg nød uden tvivl bøgerne og de er virkelig gode til målgruppen. Hvis man er for ung til Malene Sølvstens Ravnenes hvisken trilogi er Fanny Fairychild et fint alternativ.

Bøgerne består hver af omtrent 200 sider og er derfor overskuelige at gå til for nye læsere. Bag i hver bog befinder sig også en ordliste komplet med både karakterer og elementer fra den nordiske mytologi som man kan slå op i undervejs. Fanny Fairychild og Odins øje, efterfølgeren, kommer også med et væld af kort over de forskellige verdener, første bog har dog også et par kort, eller dele i den nordiske mytologi og ikke nok med det, så er der også stamkort at finde bagerst i bogen.

Der er ingen tvivl om at der er kælet for alle deltajerne. Lykke Lindbo har selv designet omslag og merchandise og det er tydeligt at det er et hjertebarn. Der er forgyldte detaljer på bøgerne og bogmærkernes bagside kan endda sættes sammen til et større billede – og så er der jo alt det andet som jeg nævnte før. Bøgerne er umådeligt gennemarbejdede.

Mit første kritikpunkt på falde på bagsideteksterne som er ret lange og fortæller en meget stor del, hvis ikke størstedelen, af handlingen i bøgerne. Jeg foretrækker at det er en appetitvækker som drager én ind i historien snarere end et resumé af handlingen.

Første bog introducerer verdenen og snart 11-årige Fanny. I begyndelsen virkede tidslinjen mystisk – og jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg er med på rækkefølgen i begyndelsen men det giver en fin baggrund for historien og jeg blev da overrasket over hvordan nogle ting hang sammen. Handlingen udspiller sig også i vores tid da Fannys stedbrødre spiller både computerspil og ser Youtube, men det er ikke en del, der fylder i historien. Jeg har så ondt af Fanny med hendes familiesammensætning. Hun mistede sin mor Sebille da hun var barn og nu er faren sammen med Ena som havde to sønner i forvejen og de har så fået endnu et barn sammen. Faren er ofte ude at rejse med arbejdet og Ena tager sig derfor af Fanny – hvilket måske er så meget sagt for hun bekymrer sig på ingen måde for hende. Fanny finder dog Alfhild som fortæller hende om hendes mor og hvordan de kendte hinanden da Sebille var på Fannys alder og derfra træder det fantastiske ind.

Anden bog samler tråden op lige efter slutningen på første bog og vi bliver kastet ind i handlingen med det samme. Hvis der er gået tid mellem læsningen af første bog findes der også et resumé i begyndelsen af bogen og ellers bliver der så småt opsummeret undervejs også. Jeg var i den grad mere fanget af efterfølgeren da der naturligvis ikke var samme introduktion og tempoet var klart hurtigere. Jeg vil ikke spoile handlingen eller læseoplevelsen, men jeg synes at den er en læsning værd.

Jeg undrede mig en del i begyndelsen over måden bøgerne er skrevet da der er mange ord som jeg ikke er sikker på at målgruppen vil have mødt før eller have kendskab til. Indholdet føles derfor passende til målgruppen mens skrivestilen for høj. Efterhånden som jeg fik læst bogen blev jeg mere og mere overbevist og er endt med indtrykket af at det egentlig er meget passende og evt. bare vil udfordre de yngre læsere. Primært fordi det på intet tidspunkt føles ‘fordummet’ fordi målgruppen er i den yngre ende af ungdomslitteraturen.

De to første bøger i Fanny Fairychild serien overraskede mig og jeg er klart interesseret i at læse konklusionen også. Det er en serie som er utrolig velegnet til målgruppen og jeg tænker klart at det er en serie som jeg kan anbefale til mine elever på mellemtrinnet og ældre når jeg bliver færdiguddannet.




Fanny Fairychild og det magiske spejl (Fanny Fairychild, #1) og Fanny Fairychild og Odins øje (Fanny Fairychild, #2) af Lykke Lindbo. Udgivet ved Forlaget Lindbo i januar og august 2019. Modtaget til anmeldelse af forfatteren og forlaget. 228 sider / 205 sider. 3 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

CommentLuv badge