Diabolik af S.J. Kincaid

Jeg har hørt mange forskellige beskrivelser af Diabolik, men der er én som fik mig til at ville læse bogen; Hunger Games in space. Der var et eller andet ved den udtalelse som fik mig op ad sædet og ind på goodreads for at undersøge bogen. Nu hvor jeg har læst den kan jeg kun sige én ting; læs den!

Jeg er altid interesseret i at læse bøger som foregår ude i rummet, jeg finder det utrolig fascinerende og jeg elsker simpelthen den ’setting’. Diabolik leverede i den grad på den front og jeg nød at høre om deres verden – og om vores nutid fra deres perspektiv. Handlingen i Diabolik finder sted et godt stykke ude i fremtiden og vi hører undevejs om de forskellige planeter og opfattelser gennem tiden. I bogens nutid videreudvikler man ikke teknologi – man er direkte imod det – og det har den konsekvens at tingene lige så stille falder fra hinanden for ingen har viden eller kompetence til at reparere eller til at udvikle noget nyt. Det er interessant at de er noget så langt som at bo på andre planeter og på rumstationer, men de er imod videnskab.

I bogen møder vi endvidere diabolikken Nemesis som tilhører den unge pige Sedonia, eller Donia som hun kaldes. Jeg havde frygtet at nu hvor Nemesis er diabolik – og dermed uden følelser – at der ville være en vis distance til historien. Det viste sig at jeg ikke havde noget at frygte og at Nemesis ikke er nær så kold som man tror ved første blik. Hun er en spændende karakter!

Religion, eller rettere politiken bag, spiller en stor rolle i bogen. Religion har altid fascineret mig og jeg elsker når bøger går dybere ind i den praktiserede religion. I denne er der en del politik bag deres religion og selvom jeg godt ved at der kan findes en politisk dagsorden bag religion så var jeg ikke nær så bevidst om det som jeg er nu. Religion vs. politik bliver sat på spidsen og jeg elskede hvert sekund.

Diabolik var egentlig udgivet som enkeltstående bog men det er siden kommet frem at det nu bliver en trilogi. Jeg læste den som enkeltstående bog, og det virker fint selvom der tydeligvis er potentiale for flere bøger. Der er dog flere og flere enkeltstående bøger som sidenhen bliver til trilogier eller serier og det er de færreste der kan holde tempoet og læserne efter de første par bøger. Det tog mig lidt tid at acceptere at den nu ikke var enkeltstående mere og jeg blev ærlig talt en smule irriteret. Det sker så tit efterhånden. Til slut indså jeg dog at jeg gerne vil høre mere om deres verden så jeg læser da selvfølgelig videre.

 

Diabolik (Diabolik, #1) af S.J. Kincaid. Udgivet af Carlsen i november 2016. Modtaget som gave fra forlaget. Orig. titel; The Diabolic (The Diabolic, #1). Orig. udgivet i november 2016. 371 sider. 4 ud af 5 stjerner. 
Køb bogen på bl.a. plusbog og saxo

Skriv et svar

CommentLuv badge