Det kommende år, 2017

Vi har nu været i år 2017 i nogle dage og indtil videre er jeg stresset – men det er jeg altid i begyndelsen af året. Jeg har som altid store forventninger; jeg har allerede mange begivenheder på programmet i løbet af året og jeg ser frem til at kickstarte det hele. Først vil jeg snakke lidt om hvad jeg ser frem til i løbet af året i forhold til begivenheder, og dernæst bliver det mål og udfordringer. I år er mål og udfordringer ikke specifikke men snarere fokus områder for min læsning.

 


Begivenheder

  • Allerede onsdag d. 4 skal jeg til før-udsalg i Arnold Busck som jeg blev inviteret til tilbage i november i forbindelse med den goodiebag jeg fik under Bogforum.
  • D. 9 januar skal jeg til det første rigtige møde i vores Fantasy læsekreds; Fantasy Fellowship som har en fod ind ad døren hos Fantasyfestivalen – så det kan være der kommer lidt smugkig op til festivalen.
  • I marts fylder jeg 20!
  • D. 16 marts skal jeg også holde et oplæg omkring det at være bogblogger på Hovedbiblioteket i Esbjerg
  • I april og oktober er der Dewey’s 24 hour readathon som jeg selvfølgelig skal tage del i
  • Fantasyfestivalen kommer til Esbjerg igen i september
  • Til november skal jeg til København igen i forbindelse med Bogforum
  • Mon ikke der også er et Bogbloggertræf i september igen?

 


Mål og udfordringer

Jeg har inddelt det i 3 kategorier; personlig, blog og de litterære. Jeg havde overvejet om jeg skulle lave mere specifikke mål for året eller om jeg skulle have flere, for nogle af dem er nemme at opnå. I sidste ende har jeg dog valgt at beholde målene, for jeg siger ikke nej til et mere afslappende år. De er ikke så nemme at jeg kan opnå dem uden at prøve, men de er alle opnåelige.

I 2017 vil jeg:

Blog

Være mere aktiv på de sociale medier
I perioder er jeg relativt god til at være aktiv på sociale medier, specielt instagram, jeg vil dog gerne blive bedre. Så, i 2017 vil jeg forsøge at være mere aktiv på facebook, instagram og twitter!

Blive bedre til at læse og kommentere på andre blogs
Noget jeg er faldet lidt hen med. Jeg elsker at læse blogs, specielt bogblogs, men jeg vil ikke bare være en passiv læser. Ideen er at jeg bruger tiden om morgenen i toget på det eller at jeg tager noget tid ud om søndagen til det. Det kommer an på hvordan rutinerne kommer til at se ud når jeg skal starte i praktik her d. 9.

Blive mere organiseret og poste indlæg mere regelmæssigt
Af en eller anden grund kommer der indlæg hyppigt ellers ingen overhovedet. Jeg vil gerne blive mere organiseret i forhold til bloggen og derved poste indlæg mere regelmæssigt så der kommer noget hver 2.-3. dag.

Få skrevet en anmeldelelsespolitik
Det har i lang tid været min mening at få ordnet men andre ting kom i foran og den blev nedprioriteret.

Få lavet visitkort
Jeg opnåede det næsten i 2016 så jeg er sikker på at jeg kan opnå det i 2017.

 

Personlig

Starte en opsparing
Min opsparing er blevet brugt på depositum på lejlighed og en masse møbler, der har ikke været mulighed for at spare op igen pg.a. julegaver og uforudsete regninger – men nu skal det altså være. Jeg har allerede overført nogle penge til en seperat konto og jeg har en sparebøsse til kontanter.

Betale af på lånet
Vi var også nødsaget til at tage et lån for at få råd til alt da vi flyttede ind, det er dog ‘kun’ et overtræk og med en lav rente så de kan heldigvis betales af hurtigt. Igen har jeg allerede betalt noget af.

Drikke mere vand
Et mål jeg har hvert år – men et godt mål. Det bliver også nemmere nu hvor jeg har egen lejlighed, derved eget køleskab, og ikke en hel familie som stjæler mine vandflasker eller kander med koldt vand.

Udvide ordforråd
Da jeg fik min kindle opdagede jeg en funktion called ‘vocabulary builder’ som, når den er slået til, gemmer alle de ord du får oversat undervejs i bøgerne. Du kan derfor finde de ord du var i tvivl om eller ikke kendte før og træne dem – du kan endda lave dem til flashcards i funktionen. Derudover vil jeg også skrive danske ord ned hvor jeg er usikker på funktionen eller ikke har hørt før og få dem defineret. Når året er omme vil jeg have en notesbog med en bunke nye ord!

 

Litterært

Læse mindst 36 bøger fra min egen bogreol
Sidste år var “read my shelf” også et mål, og jeg fik læst 30. Jeg fandt det dog uoverskueligt med alle målene og jeg er glad for struktur – og det var der simpelthen ikke. I 2017 vil jeg dog forsøge at læse 3 af mine egne bøger hver måned, meget gerne flere.

Købe mindre bøger
Jeg køber for mange bøger fordi de er så billige i Bogormen eller på nettet, eller på udsalg, eller på messer. Kan i se problemet? Indtil videre sætter jeg ikke en begrænsning pr. måned men det kunne være fedt hvis jeg kunne holde mig til en 5/1-regel hvor jeg skal læse 5 bøger før jeg må købe 1.

Book Taste Testing TBR
Under Dewey’s 24 hour readathon læste jeg om Book Taste Testing – som i princippet er det sammen som Try a Chapter som jeg har haft lyst til at indføre på bloggen i noget tid. Ideen er dog at du laver bog-smagning ligesom en vin-smagning – udfordringen var at lave en ostetallerken og drikke et glas vin.
I forhold til mit mål bliver det at jeg udvælger 2-5 tilfældige bøger fra reolen og det samme gør min kæreste. Derefter skal jeg, med en kop te, læse første kapitel af hver af bøgerne og udvælge dem som jeg vil læse i den kommende måned. Derved bliver jeg sikker på at det er bøger jeg har lyst til at læse og bøger som har stået på reolen i lang tid får en chance.

Holde styr på de bøger jeg køber, får og skiller mig af med
Jeg har allerede udvalgt en notesbøg som bliver inddelt i måneder. Undervejs skriver jeg hvilke bøger jeg køber, streger dem ud eller giver flueben hvis jeg får dem læst osv. Jeg skriver også ned hvis jeg vælger at skille mig af med nogle af mine bøger, og de får også en form for markering hvis det er nogle jeg har læst. I det hele taget vil jeg bare gerne holde styr på mine bogvaner i forhold til økonomi – hvor mange bøger køber jeg, som jeg ikke får læst?

Få styr på bogserier og læse flere færdig
Sidste år faldt jeg over en masse excel ark dedikeret til læsning. Jeg har holdt godt styr på de bøger jeg fik læst i 2016, men arket omkring serier har jeg glemt alt om. Det kunne dog være interessant at se hvor mange serier jeg egentlig har påbegyndt, hvor mange jeg har færdiglæst, hvor mange jeg har opgivet osv. Du kan selv se arket her.

Læs større bøger (500+ sider) og nonfiktion
Dette er egentlig mit fokus for i år, jeg fik ikke læst mange store bøger i 2016 men jeg fandt en kærlighed til nonfiktion. Jeg vil meget gerne bygge videre på kærligheden til nonfiktion – og jeg er allerede i gang – og jeg vil gerne læse større bøger så jeg kan tilbringe længere tid med karakterer og i deres verdener.
Jeg havde også overvejet om jeg skulle lave ‘månedens mursten’ som Regitze gjorde sidste år. Jeg havde endda også tildelt 9 måneder en ‘mursten’ men jeg besluttede mig i sidste ende for ikke at gøre det. Næste udvikling blev ‘læs 12 500+ siders bøger’ men da jeg egentlig godt kan lide de åbne mål blev det blot til et fokus for 2017.

Læs flere feministiske bøger
På det sidste har der været meget om feminisme i litteraturen – både på godt og ondt – og det var egentlig ikke fordi jeg var så interesseret i det. Siden har jeg dog fundet det interessant, muligvis har Leonora Christina Skov noget med det at gøre, og jeg vil gerne læse mere om det. Indtil videre har jeg læst Vi burde alle være feminister af Chimamanda Ngotiche Adiche og jeg har Elitefeministerne på anmelderhylden. Jeg er i hvert fald igang – og jeg synes også jeg kan ane noget i Jeg er Malala.


 

 

Det er indtil videre sådan mit år kommer til at se ud. Mange af målene er jeg begyndt på og selvom der er en god sjat er jeg sikker på at det kan lade sig gøre – specielt fordi de ikke er specifikke.
Har i nogle mål for 2017?

1 kommentar

  1. Dejligt med de mange ting, som kommer til at ske i 2017 – glæder mig til, at følge med her hos dig i det nye år 🙂
    God ide med, at få læst flere af egne bøger – jeg er også på indkøbsstop, og håber at det holder! Jeg har også rigtig mange ulæste bøger, som jeg skal have læst, og samtidig kan jeg så spare op til nogle af de bogsamlinger, som jeg længe har ønsket mig, som fx boksen med Little Black Classics og bøgerne af Proust.
    Godt nytår, og håber på at du når alle dine læsemål og ønsker for 2017 🙂

Skriv et svar