Det bortførte bogstav af Teddy Vork

Tilbage i september var jeg med til åbningen af Forfatternes Forhal i Esbjerg hvor Teddy Vork, blandt andre, læste op. Vi var så heldige at høre og se hele hans kommende børnebog og jeg var helt og aldeles forbløffet over den. Straks efter arrangementet var ovre, måtte jeg undersøge hvornår bogen kom og hvilket forlag som udgav den. Der var ingen tvivl om at det var en bog som jeg bare måtte eje.

Jeg er normalt ikke en som læser børnebøger, det hænder en gang imellem, men det bliver i hvert fald ikke mere end én håndfuld pr. år. I år har jeg læst to hvoraf denne er den ene – og jeg har faktisk læst den flere gange allerede.

Det bortførte bogstav fortæller egentlig ret godt hvad bogen handler om. Bogstavet Y er blevet bortført og derfor kan man ikke sige et eneste ord som indeholder Y.

Bogen blev til på baggrund af en skriveøvelse. Teddy har under sin uddannelse været udsat for mange skriveøvelser, dog var denne ikke en af dem, men han tog kampen op og forsøgte sig med det for mange år siden.
I 1900-tallets Frankrig var der en litterærbevægelse kaldet Oulipo. Denne bevægelse satte forskellige begrænsninger, og derved udfordringer, for forfattere af alle slags. En af disse udfordringer var at skrive et værk uden brug af et bogstav. Teddy prøvede først at skrive en bog uden brug af bogstavet I, men det lykkedes ikke. Han prøvede igen uden brug af Y og det blev til Det bortførte bogstav.
At kende historien bag tilblivelsen af denne spektakulære børnebog gør den bare så meget mere speciel for mig. Jeg elsker litteraturen og at der er så megen tanke bag gør mig taknemmelig på en måde jeg ikke engang selv forstår.

Det bortførte bogstav er en børnebog som har indtaget ikke kun én, men mange særlige pladser i mit hjerte. En plads for kærligheden til litteraturen som ligger bag. En plads for legen med og kærligheden til sproget. En plads for det den kan gøre for børn i alle aldre. En plads for opfindsomhed. Og mange flere. Det er en yderst speciel bog.

billede-20-10-2016-10-44-08

Illustrationerne er virkelig spot-on! De er så godt forbundet med historien og jeg kan ikke forestille mig det på nogen anden måde. Jeg ved også at de havde svært ved at finde en som kunne indfange Det bortførte bogstav, de fandt dog det perfekte match til sidst med Thomas Hjorthaab.

En anden grund til at jeg er så fuld af kærlighed til Det bortførte bogstav er, at den endda har fået mig til at stoppe op og tænke over ting som jeg aldrig har tænkt over før. Fx at Å  har taget en masse af As arbejde. Den har gjort bogstaverne levende og selv som 19-årig sidder jeg og lever mig ind i historien – jeg ved simpelthen ikke hvordan du har formået at gøre det Teddy! Jeg kan bare forestille mig alt det gode den kan gøre for børn, for det giver en helt ny indgang til brugen af sprog i alle henseender.

billede-20-10-2016-10-43-19

Jeg anbefaler helt klart Det bortførte bogstav til alle som er eller har børn. Den er ideel til højtlæsning og den er også ideel at sidde med selv. Min forventning er at den gør børn bevidste om sproget og bogstaverne, at de får en sproglig bevidsthed og kan lege med sproget som følge. Det er en helt igennem fantastisk bog.

 

Det bortførte bogstav af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab. Udgivet af Calibat i september 2016. Modtaget til anmeldelse fra forfatteren og forlaget. 44 sider. 5 ud af 5 stjerner.
Køb bogen her; saxo og bog og idé 

Skriv et svar

CommentLuv badge