Den dejlige juletid

Den dejlige juletid er min fjerde malebog af Johanna Basford. Jeg elsker hendes illustrationer og jeg har fået en lille afhængighed på baggrund af dette. Enchanted Forest var min første rigtige voksenmalebog og det var helt klart det som kickstartede det hele for mig. Hendes malebøger er så luksuriøse og flotte at man bare må have de rigtige farver og tuscher – eller hvad man nu lige bruger. Normalt afprøver jeg malebøger med vandfarver, forskellige tuscher og farveblyanter. Denne gang blev det dog ikke til vandfarver da jeg er elendig med vandfarver og ikke vil ødelægge de fine motiver med mine klodsede bevægelser.

Jeg nød at farvelægge i Den dejlige juletid og ser frem til at bruge mere tid med den i løbet af julen. Den har helt klart hjulpet med mit julehumør. At det er en julemalebog hjælper i den forstand, at farverne nærmest er udvalgt på forhånd.

Farveblyanter er helt klart min foretrukne måde at farvelægge på, jeg ved ikke hvorfor, men det har altid været den bedste måde hvis i spørger mig. Måske er det lyden der kommer når du farvelægger med farveblyanter, måske er det bare følelsen af at kunne styre mængden af farve, måske er det noget tredje. Jeg ved bare at jeg slapper af når jeg farvelægger med farveblyanter.

Den dejlige juletid har ikke store overflader som Fantastiske skabninger og hvor de findes, og du bliver derfor ikke træt i hånden på samme måde. Alle motiver har en fin størrelse til både farveblyanter og tuscher – det skal man have spidseren klar til visse motiver.

Tuscher blev andet og sidste valg, staedtler triplus fineliners bløder ikke igennem og er derfor det ideelle valg hvis i vil bruge tuscher. Jeg fik også lov til at afprøve mine metalliske tuscher fra staedtler som jeg købte tilbage i sommeren. Sølv og guld er jo perfekt til juletiden og jeg har endnu ikke oplevet at de er blødt igennem selvom jeg har farvet det samme sted flere gange. Jeg foretrækker stadig farveblyanterne, men tuscher er helt klart en god mulighed også.

Den dejlige juletid er den første malebog, som jeg har haft, som har inkluderet en testside til sidst hvor du kan afprøve farvekombinationer eller afprøve hvorvidt dine tuscher eller lignende bløder igennem inden du bruger dem på motiverne. Jeg håber at flere malebøger tager denne idé til sig, for det er meget ideelt – specielt fordi jeg har nogle tuscher som har ødelagt flere motiver og notesbøger fordi de bløder igennem.
Malebogen indeholder nogle fantastisk flotte illustrationer, både simple og mere ekstravagante, så der er helt klart noget for enhver smag. Jeg nyder altid Johanna Basfords motiver, og jeg skal da også have fat i den malebog jeg mangler. Jeg bliver nødt til at have dem alle.

Hvis i har lyst til at se flere motiver fra bogen kan i tjekke #johannaschristmas eller #dendejligejuletid ud på instagram. Der er mange fantastiske billeder af farvelagte motiver som enten giver inspiration eller det sidste skub til at få bogen købt.

 

Den dejlige juletid af Johanna Basford. Udgivet af Politikens forlag i oktober 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 

Skriv et svar

CommentLuv badge