Dark Matter af Blake Crouch

*Reklame* Eksemplar modtaget til anmeldelse fra Gyldendal.

Dark Matter er en science fiction thriller, som har fået en del omtale i medierne det sidste stykke tid. Jeg har længe haft lyst til at læse bogen, og jeg fik endelig fingrene i et eksemplar efter den udkom i Danmark tilbage i juni. Det var umuligt at lade bogen vente på hylden, og jeg gik derfor i gang med den blot et par dage efter jeg modtog den. Desværre levede den på ingen måde op til mine forventninger og jeg måtte tvinge mig selv i gennem bogen. Jeg er klart mere interesseret i ideen bag end det jeg egentlig fik.

Dark Matter omhandler parallelle universer. Jason Dessen, vores hovedperson, bliver sendt til en anden verden og Jason fra den verden overtager vores oprindelige Jasons plads i ‘vores’ verden.
Jeg var virkelig interesseret i at læse om parallelle universer da der ikke findes mange bøger derude om præcis det. Jeg finder det umådelig interessant og, hvis det er gjort på den rigtige måde, kan det være en helt fantastisk historie. Jeg var dog ikke den største fan af Jason, og som fysiker, som endda har arbejdet med parallelle universer tidligere i livet, tog det ham alt, alt for lang tid at indse hvad der skete for ham.

Jeg købte ærlig talt hverken historien eller Jasons karakter. Jeg havde håbet på så meget mere, og selvom der uden tvivl var interessante scener undervejs, var der på ingen måde nok til at holde min interesse. Hvad der forargede mig mest var den sidste halvdel. Lige pludselig tog historien en drejning som jeg hverken havde set komme eller bifaldt. Selvom bogen på mange måder er ‘langt ude’ var drejningen så vild at jeg ikke engang ved hvor den kom fra. På 0.5 gik bogen fra ‘meh’ til ‘nope’ – jeg var så tæt på at lægge bogen fra mig og sige at det var det. Det gør jeg dog ikke med anmeldereksemplarer så læses skulle den. Jeg havde dog nok ikke læst den færdig, eller var kommet så langt som til twistet, hvis jeg havde lånt bogen på biblioteket eller købt den selv.

Der er desværre en god chance for at jeg er så skuffet fordi jeg havde forventet så meget, men når sandheden skal frem, havde jeg heller ikke forventet så meget igen. Jeg er vant til, at jeg ikke er den største fan af de bøger, som bliver nomineret til priser, modtager priser eller skamroses i medierne. Jeg var derfor bevidst om, at selvom jeg så frem til at læse bogen, så var der en god chance for at jeg ikke ville kunne lide den.

Dark Matter er tydeligvis ikke en af favoritterne hos mig. Anbefaler jeg den? Tjo, hvis man kan lide science fiction og bøger som er meget langt ude tænker jeg at dette er den rette bog. Hvis man er interesseret i parallelle universer kan den dog også være interessant.

 

Dark Matter af Blake Crouch. Udgivet af Gyldendal i juni 2017. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; Dark Matter. Orig. udgivet i juli 2016. 387 sider. 2 ud af 5 stjerner.
Køb bogen på bl.a. forlagets egen hjemmeside, saxo og plusbog

Skriv et svar

CommentLuv badge