Celle 7 af Kerry Drewery

Celle 7 er en bog som var meget oppe i medierne før udgivelsen og jeg kunne ikke holde fingrene væk. Celle 7 er en dystopi som foregår i en fremtid hvor der ingen retssal er. I stedet er der lavet ‘en stemme til alle’ som går ud på at hele befolkningen er dommere. Hver person har en stemme og skal på baggrund af 7 dage med interviews og ‘forsvar’ dømme om personen er skyldig eller uskyldig. At bruge sin stemme koster selvfølgelig et fast beløb – alt efter hvilken platform du bruger – og det er derfor ikke så retfærdigt som man ville ønske. Du kan endda stemme flere gange, givet at du har pengene til det.

Celle 7 følger vi Martha som er blevet anholdt for mordet på Jackson Paige. Martha erklærede sig skyldig til politiet og hun er nu på dødsgangen som består af 7 celler – én til hver dag. Den 7. dag finder du ud af om du bliver henrettet eller ej.

Celle 7 fangede mig virkelig. Den var overraskende interessant og satte i den grad mange tanker i gang hos mig. Jeg elsker at den sætter samfundet på spidsen på den måde den gør. Det er jo ikke umuligt at vi en dag skal tage stilling til hvem der er skyldige og uskyldige – med nogle af de uduelige dommere fra USA frygter jeg at der på et tidspunkt ikke er tillid til dem mere.
I det her samfund er der ingen gråzoner, alt er sort og hvidt. Dræber du nogen i selvforsvar er der ikke noget der egentlig hedder selvforsvar, for du dræbte jo en – det er dog stadig folket som bestemmer. Du er enten skyldig eller uskyldig. Du bliver enten henrettet eller går fri.
Selvfølgelig er fangernes forsvar ikke et egentligt forsvar. Man går ud fra at de er skyldige indtil det modsatte er bevist og der er ingen undersøgelser. Sagen bliver lagt frem men intet bliver undersøgt. Martha har sagt at hun dræbte Jackson Paige, det er egentlig det de har. Fangen får et par minutters taletid lige inden henrettelsen, intet andet, så de kan ikke engang prøve at forsvare sig selv.
Retssagerne er en tv-serie som alle med et fjernsyn kan se. Det eneste de går op i på stationen er seertal – det handler kun om at få så mange til at se med som muligt. De sælger endda billetter så man kan komme ind og se henrettelsen som om det var biografen eller zoologisk have.

Jeg blev nødt til at få raset lidt over samfundet i Celle 7 for er du gal hvor er det korrupt. Det gør dog på ingen måde bogen dårlig at jeg bliver så påvirket af det fremstillede samfund.

Opsætningen er også interessant. Vi får historien fra flere forskellige vinkler og vi får endda også et play by play af TV-programmet, et såkaldt udkast, hvor vi kan følge med i hvad der sker i programmet. Det er sat op som et dramastykke er og jeg er fan af det! Jeg synes det er så fedt at vi får selve programmet at se frem for at en af karaktererne ‘genfortæller’ programmet. Du kunne dog ikke undgå at blive frustreret over programmet – igen er dette godt.

Martha Honeydew, vores egentlige hovedperson, er virkelig interessant. Hun er i bogens nutid forældreløs og har derfor været nødsaget til at blive voksen hurtigt. Som 16-årig er hun utrolig moden og jeg elskede at have en mere seriøs og moden karakter som kan tage vare på sig selv. Martha var fængslende, hun ofrer sig for sagen – ikke fordi hun vil være martyr, men fordi hun ved at de, ved hjælp af hendes død, kan få ændret det nye retssystem. Hun håber i hvert fald på det. Hendes ofring er ikke af samme slags som mange andre ungdomsbøger og det sætter jeg pris på.

Til sidst vil jeg lige nævne slutningen – uden spoilers selvfølgelig. Jeg var skuffet, selvom det måske er en mere realistisk slutning end den jeg havde håbet på. Slutningen har trukket lidt fra ratingen, men ikke noget, som egentlig har gjort noget. Jeg ville bare ønske at den ikke var endt som den gør, det er så ærgerligt.

Så ja, jeg anbefaler helt klart Celle 7. Det er fascinerende læsning selvom det er en ungdomsbog med ‘yngre’ karakterer, de unge karakterer er dog mere modne end de plejer at være. Desværre kan jeg ikke se mig selv genlæse bogen.

 

Celle 7 af Kerry Drewery. Udgivet af Gyldendal i september 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: Cell 7. Orig. udgivet i september 2016. 413 sider. 4 ud af 5 stjerner. 
Køb bl.a. bogen her: plusbog, saxo og bog og idé

Skriv et svar

CommentLuv badge