Bullet Journal-metoden af Ryder Carroll

*Reklame. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Bullet Journal-metoden er skrevet af skaberen af kalendersystemet som vi kender som ‘Bullet Journal’ eller ‘bujo’. Jeg har haft min egen bullet journal siden marts 2016 hvor jeg kort forinden havde opdaget fænomenet og jeg har været fast tilhænger lige siden. I bogen her fortæller Ryder Carroll om hvordan det startede, intentionen bag og hvordan man skaber sin egen bullet journal.

Jeg var en smule nervøs for at målgruppen primært var nybegyndere eller folk som ikke havde hørt om bullet journals før. Det er dog ikke tilfældet da jeg stadig lærte en del under læsningen. Målgruppen må siges at være alle som er interesserede i bullet journals hvad enten du er øvet, lige gået i gang eller overvejer at begynde.

Inden jeg begyndte at lave min egen bullet journal så jeg youtube-videoer, søgte rundt på pinterest og google og kiggede alle de forskellige hashtags – eller i hvert fald mange af dem – igennem på instagram (som stadig er mit foretrukne sted at finde inspiration).
Jeg ville ønske at jeg havde haft bogen her inden jeg gik i gang, for det havde uden tvivl været en fordel og jeg har tænkt mig at komme igang igen her i april med hjælp fra Bullet Journal-metoden og Ryder Carroll. Hans system var for minimalistisk til mig da jeg begyndte og jeg vidste at jeg ikke ville holde det hvis det blev så simpelt som han viste frem og derfor udforskede jeg ikke hans side som sådan. Jeg er dog glad for at han gang på gang siger at den eneste forkerte måde der findes ift. bullet journals er hvis det ikke virker for dig. Hvis det at den er simpel gør at du ikke bruger den, gør du det forkert eller hvis det at du bruger længere tid på dekorationer og derved er bange for at bruge siden gør du det forkert. Din bullet journal er en værktøjskasse du har til rådighed og det har jeg brug for at høre engang imellem.

Future log med fokus på studierelaterede aktiviteter


I de par år, eller fire må det være nu, har jeg lært en del om mig selv og det at arbejde med min bullet journal og bruge den (omend den har lagt stille til tider) har hjulpet mig en del med at tillade fejl og at tillade at alt ikke behøver at være perfekt. Som tiden er gået er jeg blevet langt bedre til det og det kan jeg kun takke min bullet journal for.

I Bullet Journal-metoden bliver man vejledt igennem processen; hvordan opsætter man en bullet journal (helt fra bunden) og hvorfor man bør gøre det og hvorfor det virker. Bogen er også fyldt med eksempler og bud på hvordan sider kan se ud og det gør det så overskueligt at forstå hvad han mener – også for nybegyndere.

September 2017 sider.

En bullet journal er hvad end du gør den til. Jeg har personligt en til personlig/privat, studie (som dog ikke bliver brugt særlig meget) og en til bøger/blog da jeg godt kan lide at holde de to ting adskilt. Jeg er dog blevet mere bevidst om målsætning og at få siderne til at fungere for mig efter at have læst Bullet Journal-metoden og jeg skal uden tvivl have revurderet et par ting. Jeg tror mange som er interesseret i emnet, hvad enten man er i gang eller ej, ville have glæde af at læse bogen.

Jeg er lidt ked af at bagsiden har hele to stavefejl og der er en reference i bogen som ikke er blevet udfyldt, men ellers var der for mig ikke noget der sprang i øjnene. Bogen er dog ellers fuldstændig gennemarbejdet med illustrationer, bullet journal sider som eksempler og fine forsatser med de forskellige ‘bullets’. Og så har man selvfølgelig valgt min favorit blandt de to forsider som jeg har set. Den er simpelthen så fin og uden tvivl en bog jeg vil nyde at have på reolen og kunne bruge igen og igen.

Alt i alt en bog jeg er utrolig glad for at have læst da den har givet mig et helt nyt syn på bullet journals og jeg går stille i gang med at revurdere min og lave mine mål efter Ryders instrukser – for det giver alt sammen så god mening, men ikke noget jeg har overvejet eller tænkt over. Jeg anbefaler Bullet Journal-metoden til alle som er interesseret i Bullet Journals hvad enten man har en eller ej.

Jeg har tidligere skrevet om bullet journals på bloggen (indlæggene kan findes her). Min bullet journal dedikeret til bøger bliver dog ofte vist frem på min instagram og i diverse indlæg.




Bullet Journal-metoden af Ryder Carroll. Udgives af Rosinante i dag, d. 4. april 2019. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; The Bullet Journal Method. Orig. udgivet i 2018. 295 sider. 4.5 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

CommentLuv badge