Blodets sti af Tobias Stenbæk Bro

*anmeldereksemplar fra forlaget

Blodets sti er anden bog i Tobias Stenbæk Bros Et varsel om Storm-serie som umiddelbart kommer til at bestå af en 4-5 bøger. Serien følger tre riddersønner fra Ravnehøj i Vestgamore, som søger svar på de mange hemmeligheder, der omringer dem.
Et varsel om Storm er en dyster fantasyserie skrevet for et voksent publikum og i Blodets sti bliver det for alvor sat fast at det er målgruppen, selvom unge selvfølgelig også kan læse serien. Vi nød i den grad efterfølgeren her og ser frem til de næste bøger i serien.


Denne anmeldelse indeholder spoilers for første bog, *Væddermændenes nat. Anmeldelsen af første bog findes her.




Blodets sti begynder kort efter slutningen på *Væddermændenes nat og brødrene er stadig på flugt. Jeg blev uden tvivl hurtigere draget ind i historien end ved første bog og jeg knuselsker stadig Tobias’ indledninger og afslutninger. Denne indledning sætter en del tanker igang om hvor historien føres henad og afslutningen forbløffede os begge på trods af at vi følte vi havde en god idé om slutningen.

I første bog blev historien fortalt af de tre brødre; Rodrik, Cedrik og Stormfrik og i denne introducerer Tobias Stenbæk Bro et par fortællere mere. Olyssia får blandt andet sine egne kapitler og der introduceres også en helt ny kvindelig hovedperson som jeg håber vi kommer til at se meget mere af. Brødrenes perspektiver rykker i stor grad plottet frem og tilføjer en god portion action og grusomme scener mens Olyssias kapitler fortæller den politiske side af historien komplet med alle intrigerne. Nu hvor brødrene er på flugt er de ikke rigtig i kontakt med omverdenen og den del giver Olyssia til historien. Jeg er utrolig glad for at vi får flere perspektiver og specielt at det er kvindelige perspektiver da det ellers bliver meget mandsdomineret – og den nye kvindelige hovedperson er endda kriger hvilket blot gør det så meget bedre. Det er dog stadig brødrene og deres historie der er i fokus.

Der hersker ingen tvivl om at Blodets sti er mere grusom end forgængeren og jeg sad og græmmede mig flere gange undervejs. Jeg havde heller ikke lyst til at spoile handlingen eller små episoder for kæresten, så jeg måtte døje med det selv og det er i den grad ikke for sarte sjæle. Jeg ømmede mig i hvert fald flere gange og bare jeg tænker på nogle af episoderne risler det mig koldt ned ad ryggen. Av siger jeg bare. Det er så fedt at ord kan få os til at reagere på den måde, men jeg måtte lige tage en kort pause engang imellem.

Noget jeg virkelig manglede da jeg læste første bog var et kort og det er der med i Blodets sti. Vi har både fået et stort kort over De Brudte Riger og et mere detaljeret kort over Vestagamore. De er simpelthen så fine og giver bare det ekstra til historien som første bog manglede. Jeg var i hvert fald glad for overblikket og der er altså bare noget mere ved fantasybøger med kort hvis du spørger mig. Blodets sti introducerer også mere fantasy end *Væddermændenes nat, hvilket jeg virkelig har sat pris på. Jeg var dog mere klar til den subtile fantasy end jeg var til *Væddermændenes nat.

Et varsel om Storm-serien er et frisk pust i den danske litteratur og herhjemme er vi hurtigt blevet fanget af Tobias’ historie. Som sagt er vi spændt på hvor historien fører hen i næste bog og vi skal klart læse videre i serien.




Blodets sti (Et varsel om Storm, #2) af Tobias Stenbæk Bro. Udgivet af Turbine forlaget d. 12. september 2019. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 370 sider. 4 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

CommentLuv badge