Barden Beedles Eventyr (illustreret) af J.K. Rowling

*Reklame* Anmeldereksemplar fra forlaget

Den illustrerede version af Barden Beeedles Eventyr udkom tilbage i oktober og jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg havde udsat at læse den indtil december for jeg knuselskede den! Barden Beedles Eventyr kan læses uafhængigt af Harry Potter serien ligesom Fantastiske skabninger og hvor de findes samt Quidditch gennem tiderne selvom det uden tvivl anbefales at man har et vist kendskab til verdenen. De spoiler dog ikke for handlingen i Harry Potter-serien, og kan derfor læses som man vil, bøgerne giver dog en god indsigt i historien før Harry Potter og det er egentlig det jeg sætter mest pris på ved bøgerne.

Denne version af Barden Beedles Eventyr er illustreret af Chris Riddell, men den kan fås i flere udgaver hvor den ikke er illustreret. Jeg var dog fuldstændig fængslet af bogen og slap den ikke før jeg havde læst alle fem eventyr. Barden Beedles Eventyr optræder i Harry Potter-serien i den sidste bog og jeg har faktisk kun læst eventyrerne en enkelt gang og selvom de da er gode sagde de mig ikke det helt store, det var bare mere J.K. Rowling og Harry Potter. I denne omgang kan jeg dog slet ikke få armene ned, for er du gal den er fantastisk. Chris Riddells illustrationer sammen med eventyrerne og Albus Dumbledores kommentarspor er noget nær perfekt – hvis ikke perfekt, for jeg har faktisk ikke en eneste ting jeg kan sætte fingeren på.


Mit yndlingseventyr er tilfældigvis også den som er fremhævet mest på omslaget, Livslykkens kilde, hvor vi følger de tre hekse; Asha, Altheda og Amata som bliver udvalgt til at forsøge at finde Livslykkens Kilde – normalt bliver kun en enkelt person udvalgt, men de bestemte sig for at arbejde sammen om det. De ender dog med at tage fat i en ridder også, så de er pludselig fire, men kun én kan bade i Kilden hvis de kommer så langt. Selv nu er jeg i tvivl om hvorfor jeg var så glad for den, måske fordi der er venskab, kærlighed og magi i den, men der er også en del leg med sprog og de typiske råd om livet. Alt i alt nød jeg den bare helt vildt – muligvis fordi det var tre stærke kvinder som vi fulgte.

Dumbledores kommtentarspor var også illustreret, og Riddell har sørget for at det er tydeligt at se forskel på historie og de tilhørende kommentarer. Hans kommentarspor tilføjede så meget viden til baghistorien om Harry Potter-serien og karaktererne deri.

Hvis man skulle være i tvivl om hvorvidt man vil læse bøgerne (både de ekstra bøger og Harry Potter-serien) anbefaler jeg uden tvivl at man læser dem med illustrationer. Normalt er jeg ikke den som lægger voldsomt mærke til illustrationer eller sætter pris på dem, men i tilfældet med bøger af J.K. Rowling synes jeg simpelthen at det er så gennemført at jeg har svært ved at læse dem uden illustrationerne nu.




Barden Beedles Eventyr af J.K. Rowling, illustreret af Chris Riddell. Udgivet af Gyldendal i oktober 2018. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Org. titel; The Tales of Beedle the Bard. Org. udgivet i 2008 uden illustrationer, 2018 med. 140 sider. 5 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

CommentLuv badge