At være blogger og anmelder

Det har længe været min mening at skrive et indlæg om det at være blogger og anmelder, for jeg får ofte en del spørgsmål om det. Jeg har endda også været forbi Esbjergs hovedbibliotek sammen med to andre bogbloggere for at snakke om lige præcis det at være blogger – og for mit vedkommende en del om det at være anmelder også. Hvis i vil læse lidt om arrangementet kan i finde indlæg her og her.
Indlægget her skal ikke virke som om jeg skræmmer jer væk og det skal heller ikke tages som at jeg er utaknemmelig – for det er jeg på ingen måde. Jeg synes bare ofte at der enten bliver set ned på det at være blogger eller at det bliver glorificeret. Det er ikke guld og grønne skove at være blogger hver eneste dag, og sådan er livet bare. Jeg krydser fingre for at i tager godt imod hvad jeg har at sige om emnet, for jeg ved at det kan være en anelse kontroversielt.

 

Hvordan det hele startede

Jeg begyndte at blogge helt tilbage i 2013 da jeg var blot 16 år gammel og godt igang med gymnasiet. Jeg havde blogget før, men det holdte aldrig i mere end et par uger og det var om emner jeg ikke havde så stor en passion omkring. Jeg oprettede en engelsk blog da jeg ikke troede at bogblogs var noget man havde her i Danmark – og det var nok heller ikke så stort som nu – og så gik jeg ellers igang. Jeg blev anmelder på Netgalley, hvor man modtager digitale anmeldereksemplarer, og senere hen begyndte jeg at modtage fysiske anmeldereksemplarer fra USA og England. I 2014 blev jeg så e-bogsanmelder for Lindhardt & Ringhof og i 2015 blev jeg anmelder for Bogreolen.dk og startede bloggen, Frk. Litteratur, op i den forbindelse. Så nu sidder jeg her med en god sjat års erfaring i baggagen som jeg vil dele lidt ud af.

 

Hvad i egentlig kom for; at være blogger og anmelder – på godt og ondt.

Det er hårdt at være blogger og anmelder, det er et faktum som en del i min omgangskreds har haft svært ved at forstå. Jeg går meget op i at få skrevet gode og regelmæssige indlæg samt tage billeder til bloggen – alt det tager altså tid. Derudover kræver anmeldelserne jo selvfølgelig også at vi læser bøgerne, som også tager en del tid. Bogbloggere er nok nogle af de værst stillede bloggere når det kommer til tiden, for det er meget tidskrævende. Det har dog i den grad motiveret mig til at få læst hurtigere og mere end jeg måske ville gøre hvis jeg ikke var blogger og anmelder. Jeg læser sjovt nok mine anmeldereksemplarer hurtigere end jeg læser de bøger jeg selv har købt.
Jeg føler mig altid så beæret over at folk har lyst til at læse mine meninger og holdninger, for det startede jo bare ud som en lille blog for mig selv så jeg kunne holde styr på hvad jeg læste. Gang på gang bliver jeg overrasket over at forlag og forfattere har lyst til at møde og sende bøger til lille mig. Jeg er ærlig talt én ud af mange men jeg føler mig altid så værdsat af både forlag og forfattere – og så alle jer der læser med. Selvom det er tidskrævende er det for mig dét værd, for det jeg får tilbage er så meget mere end den tid jeg giver – selvom det ikke altid føles sådan.

Min svigermor og mine ældre søstre har for vane at spørge mig om jeg ikke kan få betaling for det jeg gør. Jeg bliver spurgt om det hver gang jeg modtager en bog fra et nyt forlag, der bliver skrevet en artikel om mig eller da en af mine anmeldelser blev bragt i et blad. Nej, du kan ikke blive betalt for at skrive anmeldelser medmindre det er i en avis eller lignende. Meget få bliver egentlig betalt for deres anmeldelser, i hvert fald her i Danmark. Vi kan have reklamer på bloggen eller affiliate-links som vi kan tjene lidt på, men det er det eneste. Jeg tjener ikke en krone på det jeg gør, og alligevel elsker jeg det mere end noget andet. Der er ikke mange som forstår det til fulde, men det er altså sådan landet ligger. Jeg elsker at kunne kalde mig selv blogger og anmelder. Det er noget jeg er umådelig stolt af og ikke vil give slip på.
Ja, jeg er overvældet til tider og bliver stresset. Ja, en gang imellem mister jeg inspirationen og overvejer at droppe det hele. Ja, nogle gange er det svært at få det hele til at hænge sammen. Men nej, jeg tror ikke jeg kunne drømme om egentlig at stoppe, for det er simpelthen så givende. Jeg har fået så mange venner og veninder gennem bloggen. Jeg har fået lov til at møde og snakke med forfattere, jeg har mødt andre bloggere og jeg har endda inspireret andre til at blive bloggere. Jeg elsker det lille bogblogger-miljø vi har – både på de sociale medier og i den rigtige verden. Hvis vi har problemer eller spørgsmål kan vi snakke med hinanden og der er altid venlige ansigter når man møder op til events. Det er et fantastisk men ulønnet og tidskrævende ‘erhverv’, og der er ikke noget at gøre ved det.

 

Hvis i selv overvejer at blive blogger og anmelder

Hvis i overvejer at blive blogger og anmelder skal i være parate til at tage det gode med det onde. Det er tidskrævende selvom det er en fantastisk passion at have. Det kræver uden tvivl disciplin og at man kan lide at skrive, læse og anmelde bøger. Jeg har selv et meget ambivalent forhold til det at anmelde, hvilket jeg har tænkt mig at snakke mere om i et andet indlæg, men det gør til tider, at det er så svært at få skrevet de anmeldelser jeg har lovet. Jeg får det dog gjort! Selvfølgelig vælger man selv hvor meget tid man ofrer på det, og man kan altid tage en pause hvis man har brug for det.
De veninder jeg har fået til at starte en blog op har lukket den ned igen efter nogle måneder. Uanset hvor glade de har været for det i de første par dage eller den første uge, er det aldrig lykkedes at holde dem ved ilden. Det koster ikke noget at prøve, men vær klar over hvad det er du går ind til hvis du vælger at fortsætte, det er altid godt at være forberedt.

Skriv et svar

CommentLuv badge