10 bøger før 2019, en opsummering #2

*Reklame* Indeholder gaver og anmeldereksemplarer fra forlag, disse er markeret.

Det blev 2019 og jeg har endnu ikke lagt andel del af opsummeringen for ’10 før 2019′ op. Men det var nu også fordi jeg ikke var blevet helt færdig med listen før tidligere på ugen, da Harry Potter and the Order of the Phoenix tog mig lidt længere tid at komme igennem end slutningen af 2018 gav plads til.


*Dage med mildhed, modgang og mirakler af Hella Joof ★★★

Dage med mildhed, modgang og mirakler var en af de bøger på listen som jeg så mest frem til, og den levede desværre ikke op til mine forventninger. Jeg havde håbet at jeg kunne bruge nogle af dagene som inspiration til diverse indlæg eller lister af bøger, men det kunne jeg desværre ikke. Jeg havde nok bare forventet noget andet end jeg fik, men det har jeg skrevet lidt mere om i anmeldelsen. Det var stadigvæk Hella Joof, og det var jeg glad for, men *Bryster skal hoppe når man hikker gav mig det Joof jeg havde ønsket mig.

*anmeldereksemplar fra forlaget







The Power af Naomi Alderman ★★★★.5

Nok den bog efter Good Night Stories for Rebel Girls som jeg var gladest for! Jeg måtte skynde mig lidt igennem da jeg skulle starte op på et læsemaraton og jeg var lidt bagud med nogle anmeldereksemplarer. Den var dog utrolig god, og jeg er lidt ked af at tiden ikke har været der til at skrive en anmeldelse (for dem er jeg også bagud med). Jeg var bange for at blive skuffet – for ikke mange feministiske bøger har levet op til mine forventninger – men denne gjorde det i høj grad. Den er uden tvivl satirisk og mange har kommenteret på at den ikke er feministisk fordi det på mange måder blot er et gender-bent univers hvor kvinder har magten, men den er skrevet som provokation og med et glimt i øjet og jeg elskede det!







**The Descent of Man af Grayson Perry ★★★

Endnu et feministisk værk som ikke levede op til forventningerne. Jeg havde virkelig set frem til at læse den – men alligevel udsat det – fordi jeg synes det er vigtigt at høre fra mænd såvel som kvinder, for jeg kan ikke sætte mig i deres sted. Den føltes dog umådelig indforstået og der var en vis distance mellem mig, som læser, og teksten så jeg havde svært ved at tage historien ind. Den har heller ikke hæftet sig ved mig som andre bøger jeg har læst, det kan dog være jeg giver den endnu et skud senere på året for at se om det bare var timingen, selvom jeg tvivler.

**gave fra Plusbog i forbindelse med DBBA 2017







The Return of the King (Lord of the Rings, #3) af J.R.R. Tolkien DNF

Den eneste bog på hele listen jeg endte med at markere som ikke færdiggjort. Jeg prøvede og prøvede, men Tolkien siger mig desværre ikke det store og den eneste grund til at jeg gav den så mange stjerner er fordi den har været på så mange af mine lister i år – det var et mål for 2018 at blive færdig med hele serien, kæresten havde udvalgt den som en af hans favoritter som jeg skulle læse (et indlæg som er undervejs) og så har jeg nævnt den i diverse andre indlæg som en bog der skulle læses. Jeg kunne dog ikke komme igennem den, og det var også hvad der skete første gang. I 2019 giver jeg dog en af hans andre bøger et skud, men jeg tror ikke at Tolkien og jeg er et godt makkerpar.








Harry Potter and the Order of the Phoenix (Harry Potter, #5) af J.K. Rowling ★★★★.5

Den eneste genlæsning på hele listen – mest af alt fordi jeg havde brug for lidt tilløb og en hel del motivation til at komme igennem den. Den er fænomenal, men det er en mursten som tramper på dit hjerte, så læsningen er ikke uden smerter. Jeg har kun læst bogen igennem en enkelt gang, mens jeg har læst de første tre en hel del gange og 4’eren et par gange. Da jeg forsøgte at genlæse denne for nogle år siden, på engelsk for første gang, kom jeg halvvejs og stoppede indtil nu. Det var derfor noget af en oplevelse at genlæse den, for der var forfærdelig mange ting i sidste halvdel som jeg på ingen måde kunne huske og meget af det føltes helt nyt da jeg også læste ‘børneversionen’ på dansk så vidt jeg mindes.






Og så kom jeg igennem, eller nogenlunde igennem, listen. 90% læste er vist ikke helt skidt i forhold til hvor elendig jeg normalt er til at få læst de bøger jeg sætter mig for at læse. Og jeg gik lidt over tid, men det går nok. Jeg fik læst en 300 sider af Harry Potter inden nytår, så hvis det ikke havde været en mursten var jeg blevet færdig i 2019. Jeg er nu godt tilfreds med hvordan det gik med listen når det kommer til stykket, så det kan være jeg skal lave en ny for 2019/2020 til efteråret og give mig selv lidt mere end to måneder til at få læst bøgerne, men nu må vi se.

Skriv et svar

CommentLuv badge